Noble Cohesion (NC) går ud på at gøre en forskel for mennesker, dyr og naturen.
Vi vil sprede budskabet om at alt er ét. Der er intet, der er adskilt, vi er alle forbundet og en del af alt, der omslutter os. Når vi først virkelig forstår det, bliver vi i stand til, at gøre en stor forskel både personligt, lokalt, nationalt og globalt.
Det er absolut ikke tanken, at alle skal være ens og tænke ens. Men vi bliver nødt til at kunne enes om en række områder. Hvis mennesker er trodsige og indtager ekstreme holdninger er det umuligt at leve i samhørighed. Vi skal lære af hinanden og udvise tolerance overfor vores forskelligheder. Man skal tænke samhørighed ind i alle sine bevægelser i livet. Man kan godt gøre noget for sig selv, men undgå alt der er skadeligt for andre levende væsner, og den planet vi bor på.
Jeg forventer ikke at du kan ændre alt fra den ene dag til den anden, men det at du gør en ægte indsats vil plante et frø til forandring og inspirere andre.
Jeg er ikke perfekt selv, men gør alt hvad jeg kan for at forbedre alt ved omgivelserne og mig selv. Det er muligt at nogen tænker at det ikke nytter noget. Der tager man fejl!
Den mindste indsats kan skabe en kædereaktion. Bare det at forsøge at gøre noget godt for andre og andet end sig selv hver dag, er et stort skridt. Bliv ved, selv om du måske ikke selv ser resultatet af dine gode handlinger, de gør en forskel!
Vi arbejder efter rummelighed, så vi er ikke ude på at nogen som helst, heller ikke de værste, skal i gabestok eller afsløres i noget.
Vi er ikke ”aktivister” eller ”konspirations teoretikere”. Vi tilhører heller ikke et politisk parti, eller nogen religion. Derimod søger vi gennem dialog at tale til det bedste som er i alle mennesker, få dem til at ændre kurs og bruge deres kræfter på en fælles sag. Nemlig Samhørighed.
I Noble Cohesion mener vi at det man tænker, det tiltrækker man. Det bliver til ens virkelighed. Derfor skal man fokusere på at få styr på, hvad man tænker. Man skal ikke blive virkelighedsfjern, og blot glemme alt hvad der sker omkring sig, man skal registrere det og forholde sig til det, man skal bare ikke blive en del af alt det negative. Man skal ikke give det energi og hjælpe det til at vokse. Man skal ikke lade sig fiksere i den kollektive spændetrøje, og gå med til at støtte op om alt det negative, hverken direkte eller indirekte. Men det kræver en bevidsthedsændring.
Som aktiv i Noble Cohesion har man bl.a. mulighed for at blive bevidst om sine vaner, holdninger og tankemønstre og begynde at arbejde med dem. Man kan finde ud af, hvem man egentlig er og turde være det. Når man tør tage ansvar for sig selv og sine omgivelser og forsøger at leve i samhørighed, vil det også give mere indhold i livet. Desuden får man også inspiration og socialt netværk. Man får forståelse og støtte med forskellige problemstillinger og situationer, samt eventuelt sit eget projekt.